Knud
Olesen
Olesen
Olesen |
|
|
Af Henrik Ibsen |
Af Knud Olesen |
| Vers 31: | Vers 31: |
|
Den tørned, de sank, men havet var smult derindenfor brændingens kreds; opover rak sig en langgrund skjult, der stod de i vand tilknæs. Da råbte lorden: "kend - båens ryg - den svigter, - det er ingen flu!" Men lodsen smilte: "nej vær De tryg; en sunken skægte med tre tønder byg er båen, som bær os nu." |
De stranded, de sank, men havet var smult der indenfor brændingens brand. Derinde var der en revle skjult, der stod de i en meter vand. Da råbte lorden: "Nu er det sket, og redning vi finder ej mer!" Men lodsen sagde: "Nej , vær De kun tryg; en sunken skægte med tre tønder byg er båen, der bær os her!" |
| Vers 38: | Vers 38: |
| De lange år i "prisonens" kvalm, de gjorde mit hjerte sygt. Bagefter lå jeg som hejens halm, og så i et brådyb stygt. Men nu er over; vi to er kvit; din skyldner foer ej med svig. Jeg gav det jeg havde, - du tog alt mit, og kræv, om du tror du har uret lidt, Vorherre, som skapte mig slig." |
De mange år i fængselets gru var af lykke og glæde forladt - Bagefter var jeg - det ser jeg nu - af had kun og hævn besat. Men nu er det ovre - vi to er kvit, jeg skylder dig ikke mer. Jeg gav det, jeg ejed - du tog alt mit og kræv, hvis du tror, du har uret lidt, Vorherre, som alle ting ser." |